Logoet er enhver virksomheds visuelle DNA og er sammensat af nogle grundelementer. Det gode logo består, som udgangspunkt, af 3 forskellige elementtyper: Bomærket, navnetrækket og taglinen. Her er det dog vigtigt at understrege, at logoet ikke nødvendigvis indeholder samtlige 3 elementer. Mindst ét af elementerne vil dog altid være til stede, når man skal beskrive logoets anatomi.
Det er helt op til logodesigneren selv at vurdere, om alle elementer skal være repræsenteret i logoets opbygning, og der er ikke opstillet særlige regler omkring, hvilke, hvor mange eller, hvor de enkelte elementer skal placeres. Dog bør man altid tage højde for, hvordan vi i vesten aflæser visuelt indhold, og at logoet skal kunne eksponeres i mange sammenhænge.
Læs mere her og bliv klogere på de forskellige elementer, der indgår i et logo og find ud af, hvordan du anvender dem mest effektivt i dit kommende logodesign.
Bomærket er det abstrakte ikon eller grafiske symbol, der skal pryde dit logo, og som visuelt skal være medvirkende til at formidle din virksomheds identitet og historie. Bomærket er en stor del af logoets visuelle branding og skal egne sig til virksomheden, samt have et passende udtryk.
Bomærket er med til at fortælle, hvem din virksomhed er, og hvad den kan tilbyde af produkter og/eller ydelser. Vi opfatter logoer hurtigt i vores hverdag, ofte i forbindelse med transport f.eks. til og fra arbejde. Derfor skal bomærket være enkelt og kunne genkendes indenfor få sekunder. Det er derfor oftest placeret allerøverst i logoets opbygning. Af kendte bomærker kan nævnes McDonalds gyldne måge og Nikes karakteristiske buede linje.
Navnetrækket dækker over virksomhedens navn. Det er altså her navnet på din virksomhed skal optræde i dit logo. I den forbindelse bør man altid vælge en passende font og -størrelse, der ikke må overskygge resten af logoet. Navnetrækket er ofte udformet i et unikt design og ses langt oftest placeret i midten af logoet imellem bomærke og tagline.
Taglinen er din virksomheds slogan eller payoff, hvor du med få ord skal sælge og skabe opmærksomhed omkring dit brand. Taglinen fungerer som logoets sproglige branding, og kan have forskellige funktioner alt efter, hvad du ønsker at kommunikere. Oftest er dette ikke helt tydeligt at afkode på hverken logoets navnetræk eller bomærke. Derfor skal virksomhedens identitet tydeliggøres og understreges her i taglinen med en kort salgstekst. Logoets tagline er kort sagt din virksomheds budskaber og værdier opsummeret i en enkelt sætning, der oftest er placeret nederst under logoets navnetræk.
Udover de 3 ovenstående elementer, kan man også anskue farverne, som et fjerde grundlæggende element. Dette element vil vi dog ikke gå nærmere i dybden med i dette indlæg, da dette allerede er beskrevet i et af vores tidligere blogindlæg her på siden.
Samlet set skal logoets grundelementer, som vi har gennemgået her, både sprogligt og visuelt kunne fortælle og tydeliggøre, hvad din virksomhed tilbyder samt, hvilken værdi kunderne får ud af din virksomheds produkter eller ydelser. Derudover er det vigtig, at du igennem disse, giver udtryk for en klar holdning eller værdi, som dine kunder skal forbinde med din virksomhed.
Mange store brands, som f.eks. McDonalds og Nike, benytter hverken navnetrækket eller taglinen i deres logoer. Disse to giganter har nemlig begge opbygget et meget stærkt og værdifuldt brand, som kan genkendes med det samme udelukkende ved brug af et enkelt bomærke. Dermed ingen brug af tekst til at understøtte logoet, i form af navnetræk eller tagline.
Det er vigtigt at indtænke logoets 3 grundelementer og anatomi, når du arbejder med logodesign. Derudover bør du altid, som en naturlig del af arbejdet med ethvert logo, have de 5 grundprincipper i baghovedet herunder; enkelthed, genkendelighed, alsidighed, tidløshed og egnethed. Du kan desuden læse meget mere om logoets grundprincipper i et af vores tidligere indlæg her på Logoshop.dk, hvor de enkelte principper er beskrevet og nærmere uddybet.
Selvom logoets anatomi næppe er lige så komplekst som menneskets, er det alligevel vigtig at have godt styr på, hvordan du bruger og designer dem mest effektivt og dermed komme meget tættere på det perfekte logo.